Tremmeseng
Her kan du følge med i mit projekt med at lave en tremmeseng. Gode ideer, ris/ros eller kommentarer er velkomne på fluffi@diaper.dk
Tremmesengen skal bygges op omkring min eksisterende seng.
Jeg regnede med at min seng var 90x200 cm, men det viste sig at rammen var lidt
større - nemlig 94x204 cm.
Lidt af det træ jeg bruger til tremmesengen.
Hjørnestolperne er 120x45 mm. Lægterne der bruges til rammer er 45x45 mm, og
rundstokken til tremmerne er 19 mm. Alt træ er fyrtræ.
Selvom det hedder sig at træet er høvlet og med afrundede
hjørner, så kan man sagtens få splinter i fingrene. Det duer ikke for en lille
dreng der sover i tremmeseng, så en stor del af tiden er gået med at pudse træet
med sandpapir.
Der skal bruges en del værktøj til at lave en tremmeseng.
Jeg mente nok at jeg kunne save lige med en ganske almindelig håndsav, men det
gik slet ikke. Så da jeg købte en kap gearingssav, kunne jeg også ligeså godt
købe en borestander med det samme, så jeg kunne bore lige huller til tremmerne.
Overfræseren skal bruges når jeg laver tremmestykket der kan sænkes. Jeg har
købt værktøj for omkring 1500,-
Her ses en af de sektioner der skal bruges inden der er
boret huller til tremmerne. Der er gået et par timer inden det rå træ er kommet
til at se sådan ud. Dels er det skåret op med saven i begge ender så det er
lige. Det samme er tremmerne. Herefter er træstykkerne blevet pudset på alle 4
sider med sandpapir, ligesom hjørnerne er blevet pænere afrundet. Denne sektion
mangler nu at få boret huller til tremmerne - tremmerne skal spidses i enderne
så de kan gå i hullerne, og så skal den samles. Det er 2-3 timers arbejde i mit
tempo hvis alt går vel :)
Her ses endegavlen med tremmer i. Efter jeg havde lavet
den, kom jeg til at måle min seng, og fandt ud af at jeg manglede 4 cm i
bredden. Øv! Derfor bliver denne sektion lavet lidt anderledes end jeg først
havde beregnet. Jeg tror dog at det faktisk vil give sengen en pænere finish, så
måske er det slet ikke så skidt endda.
Her ses ændringen som jeg ville lave for at forlænge
endegavlen. Til at save hjørnet af stolpen brugte jeg den store sav som jeg har.
Dette var bestemt IKKE optimalt, men da dette billede blev taget, troede jeg
stadig på at det blev godt.
Her har jeg fået savet hjørnerne af begge ender, og lagt
det på gulvet sammen med tremmestykket. Som man kan se passer det endnu ikke, så
der blev brugt et par timer på at pudse stykkerne med trekantsliber, fil og
sandpapir.
Jeg pudsede og pudsede, men resultatet blev aldrig godt.
Det er ikke muligt at få helt lige kanter med en pudseklods med sandpapir. Jeg
kunne ihvertfald ikke. Jeg har derfor bestemt mig til at denne løsning ikke er
optimal, og jeg derfor skal lave den anden endegavl som jeg oprindeligt havde
planlagt. Denne samler jeg så godt som det er muligt nu, og så laver jeg den om,
fra bunden, når jeg engang er færdig med resten af sengen.
Planer er til for at blive lavet om. Jeg pillede den gavl
fra hinanden som jeg lavede ovenfor. Det kunne simpelten ikke lade sig gøre for
mig, at få det samlet ordentligt. Så det eneste der er genbrugt på dette
billede, er tremmerne. Den opmærksomme læser vil også se at der nu er blevet
plads til 8 tremmer, mod 7 før. Denne sektion er nu samlet, og kan teoretisk
ingå som den er i den færdige tremmeseng. Jeg vil dog nok på et senere tidspunkt
pudse den mere op, så den får en flottere finish.
Som det ses her, har jeg lavet samlingen om. Jeg overvejer
om der skal lim i samlingen, eller om det ikke er nødvendigt. Det lodrette
rammestykke kan nemlig dreje, og jeg syntes ikke det er muligt at skrue det helt
fast. Det er dog heller ikke nødvendigt når sengen samles.
3 stykker samlet og klar. Så mangler jeg "kun" 5 sektioner
mere.
Med lidt god fantasi kan man godt få en idé om hvordan den
færdige seng vil blive på dette billede. Sengen vender på hovedet på dette
billede.
Nu skal jeg så i gang med en af de dele af projektet som
jeg frygter mest, nemlig at samle rammesektionerne med de bærerne hjørne- og
sidestolper. De skal samles med møbelskruer som man kender fra Ikea møbler. Jeg
har flere gange oplevet professionelle møbler, hvor hullerne ikke passede
sammen, så hvordan mon jeg skal få det til at passe med mit amatørværktøj... Jeg
gruer for om jeg kan få det til at passe, men der er jo kun en vej, og det er at
prøve. Det skal bare lykkedes, og som jeg har sagt før - hvor svært kan det
være?
Her ses den samling som jeg frygtede meget. Det at få skrue
og møtrik til at passe sammen, har givet anledning til en del frustration. Jeg
burde nok have lavet en markering på mit bor, så jeg altid vidste hvor dybt jeg
skulle bore. Den idé fik jeg bare først da jeg var ved at være færdig :)
Samlingerne hvor træet mødes, er desværre ikke blevet som jeg kunne ønske mig,
og det betyder at hele sengen generelt virker meget ustabil i de sektioner som
nu er færdige.
Jeg er meget bekymret for om jeg kan få hæve/sænke siden til at fungere som jeg
har udtænkt, men det må tiden vise.
Her ses den ene ende færdigsamlet.
Og den anden ende. Nu mangler jeg blot siderne.
Hele ideen med at bygge en tremmeseng, er jo at få noget at
hænge min babyuro op på ;)
Her ses min nye søjleboremaskine, som var nødvendig at
anskaffe for at bore hullerne mere præcist.
Hullerne til tremmerne er boret ud med et 18 mm hulbor. Da
tremmerne er 19 mm, har jeg været nødt til at snitte lidt i enderne på
tremmerne, så de kan komme ned i hullerne. Det sviner meget når man borer
sådanne huller!
Her ses et par eksempeler på at det er svært at få træet
til at passe nøjagtigt sammen. Om det er fordi at mine evner ikke rækker, eller
om mit værktøj ikke har været godt nok, det skal jeg lade være usagt.
Det ses også på disse billeder, at jeg ikke havde udregnet højden godt nok, så
jeg var nødt til at skære 10 cm. af alle stolperne
Så blev den ene side også færdig, og stolperne er savet de
10 cm. ned som de var for høje.
Så er der næsten klar til at sove, nu mangler kun den ene
side.
På afstand ser den jo meget pæn ud, og den er også dejlig
at sove i!
Så blev den sidste sektion færdig, og er her løst sat ind
hvor den skal være.
Den næsten færdige tremmeseng fra en anden vinkel.
Nu resterer så arbejdet med at lave siden, så den kan hæves
og sænkes når babyen skal ud af sengen. Jeg regner med at fræse 12,7 mm. rille i
stolperne, og så bruge 13 mm. dyvelstok til at sætte i tremmestykket. Jeg laver
så 4 knopper, som kan skubbes igennem tremmestykket, og længere ind i stolperne,
således at tremmestykket holder sin position. Jeg er yderligere nødt til at lave
et stykke tværgående "rammetræ", som holder siderne på plads.
I min teori vil det virke, men lad os se hvad der sker i praksis...
Her er skåret et par hjørner af de stolper hvor
tremmesektionen skal kunne sænkes. Jeg købte lige en stiksav, for sådan en havde
jeg ikke lige i forvejen. Men selvom den var med "lasersigte", så kunne jeg
altså ikke skære lige...
-hverken den ene eller anden vej. Så jeg måtte igang med sandpapir igen.
Jeg frygtede jo meget at lave rillerne med min overfræser,
men efter lidt øvelse, gik det faktisk overraskende nemt. Jeg var dog nødt til
at pille min røgalarm ned, da jeg på et tidspunkt var ved at sætte ild til det
træ jeg testede på :)
Jubii, tremmesengen er hel, om end der stadig resterer en del finpudsning og
maling.
Har du kommentarer til mit byggeprojekt, er du velkommen
til at skrive i min gæstebog.
Denne side opdateres løbende som projektet skrider frem.
Fluffi